At være online

Du sidder til time med din klasse. I sidder, og repeterer noget man skulle have læst fra dagen før. Du har selvfølgelig selv glemt at læse, det så du mister ligeså stille interessen for emnet mere og mere, indtil du giver op på at følge med. Med et enkelt klik fra touch padden har du forladt timen, og bevæget dig over til noget du interessere dig for.  

Alle føler nok sådan på forskellige måder engang imellem. At man ikke lige gider mere i dag, så man med vilje vælger at "zone out", og gemme sig bag sin computerskærm mens man håber på læren ikke lægger mærke til dig i løbet af timen. Andre gør det måske ikke med vilje, men har måske bare ikke mere overskud til at følge med.

Hvis bare man vælger at kigge rundt i klassen, er det nemt at forstå hvad jeg mener. Uanset hvilken klasse du er i, er der altid nogen på sociale medier eller andre underholdende hjemmesider. Er det så noget, man kan gøre noget ved? Ja til en hvis grænse er det muligt, at kontrollere hvorvidt elever bruger computeren til andre ting en skole. En lærer fra min klasse sagde, at det er umuligt at multitaske altså at lære og fordrive tiden på andre ting på samme tid. Hun sagde også at vi her på skolen, ikke ønsker at forbyde eleverne brug af ikke skole relateret hjemmesider, men i stedet lære dem at være voksne nok til selv at regulere hvorvidt det er en god ide at følge med i timen koncentreret.

Så hvorfor sidder vi og laver andet end at følge med i timen? Er vi ikke modne nok til at fravælge det? Vi bliver jo konstant, mindet om vi ikke er børn længere, og vi nu har mere ansvar for vores egen fremtid både fra forældre og lærer. 

Nogle voksne sagde også, at man skal hjælpe hinanden med at gøre opmærksom på hvad man sidder og laver i timen, men gider du være den person der prikker sine venner over skulderen for at bede dem om at lukke facebook ned og følge med i timen? Computeren er et værktøj som så mange andre, hvor effektivt du bruger den er op til dig.

Den første prøvelse i gymnasiet

Mange har nok været til en eksamen før, og mange kender nok til de følelser man har forinden. Inden man træder igennem døren og giver hånden til læreren og censor, kører der vildt mange forskellige følelser igennem din krop. Den største er dog nervøsitet.

Eller ja, det kommer jo an på personen. Men de fleste vil nok give mig ret i, at før en eksamen, får man lidt svedigere håndflader, en lidt mindre appetit og en krop der har det med at ryste af sig selv. Til gengæld vil man også gerne overbevise sig selv om, at det nok skal gå, samt at man intet har at være nervøs over. Om det hjælper er nok forskelligt for person til person, men i tirsdags tror jeg faktisk at adrenalinkicket hjalp.

Det er selvfølgelig AP eksamen, eller Almen Sprogforståelse Eksamen som det jo rent faktisk hedder, jeg refererer til.  Den der eksamen som stort set handler om ord, sætninger og latin.  Den eksamen alle 1.g’er på Marselisborg Gymnasium har frygtet den seneste uge. Nogle har valgt at bruge tiden på at læse op, hvorimod andre har valgt at følge udtrykket ’Take it as it comes’ med stor dedikation.

Men nu sidder du så uden for rummet og venter på, at det bliver din tur til at springe ud som ægte gymnasieelev. Sammen med eleven, der skal ind efter dig, sidder I og snakker om hvor nervøse I er. Er det så smart? Nej, det er det ikke! Det eneste man stort set får ud af det, er at man bare bliver endnu mere nervøs. Men som noget positivt indser man også, at man ikke er den eneste med den følelse.

Vi springer tyve minutter frem i tiden, og du sidder nu inde ved bordet over for lærerne. Det er her hvor alles eksamenshistorier går vidt forskellige veje. Jeg kan derfor ikke beskrive en normal eksamen for jer.

En ting min far ofte siger, når samtalen drejer om eksaminer, er; ”Hvis du bliver stillet spørgsmål, som du ikke kan svare på, ved du at det går godt”. Det gælder så bare lige om at få svaret rigtigt på de spørgsmål. Det er nemlig her, du får muligheden for at brillerer og få den store gevinst – den høje karakter.

Enten går man derfra med en undren over, hvorfor man var så nervøs, eller så går man derfra med en lettelse over at karakteren ikke kommer med i gennemsnittet. Uanset hvad er den første eksamen nu ovre og du er et skridt nærmere studenterhuen.

Agnete Schou