Morgensamling

Hver fredag i frikvarteret fra 9:30 - 10 er der en klasse der står for den såkaldte morgensamling. I sidste uge stod der 1es på skemaet. Jeg tror det skræmte mange af os en smule, da vi nu var den første 1. g klasse. Vi skulle lave noget folk ville grine af, noget de synes var sjovt og mest af alt skulle vi lave noget godt så vi ikke blev til grin. Jeg synes resultatet var godt, men det var lidt af en proces og nå dertil. 

Vi blev ret hurtigt enige om på klassen at vi skulle lave en "livet som 1.g'er" video. Men hvem? Hvordan? Det er svært når man er så mange i klassen og få alle med, og det er måske også svært og se hvad man kan bidrage med. Og jeg vil da gerne indrømme og sige at jeg nok godt selv kunne have hjulpet noget mere. Der er selvfølgelig altid nogle der skal stå i spidsen og tage de endelige beslutninger - ellers bliver det et rent kaos. Men jeg synes det var ret tydeligt og se hvem der gik op i det og hvem der ikke gjorde. Jeg tror at det var godt for klassen og få sådan en "opgave" som der skulle samarbejdes om. Om vi så samarbejde helt optimalt er et godt spørgsmål! Vi gjorde et brag af et forsøg og resultatet var godt. 

Til en anden gang ville processen måske gå lidt hurtigere eller være mindre kaotisk, hvis alle engagerede sig og deltog. Og netop det at alle er med skaber et sammenhold omkring denne her "opgave". Det som vores klasse lige netop har brug for er noget vi kan samles om, noget vi kan samarbejde og socialisere os omkring. Noget der ikke bare et matematik eller engelsk noget vi rent faktisk kan hygge os med ligesom vi har gjordt ved morgensamlingen. 

Opgaver som morgensamlingen, altså opgaver som klassen skal lave som helhed, ville måske være en god ide for at skabe noget mere sammenhold. 

Som sagt var det lidt af en proces, men resultatet var super nice og ros fik vi en masse af.

Emilie :) 

Lektier og afleveringer

Lektier og Afleveringer.

Lektier.. ja hvor skal jeg begynde, mange har et love/hate forhold til dem, de er besværlige, kedelige og man gider dem egentligt ikke, men samtidigt er de vigtige at få lavet og så er det rent faktisk en god ting at have lavet dem, tro det eller ej!.

Jeg kan ikke snakke på alles vegne, selvom det er tæt på, men hvem i alverden laver lektier frivilligt, der er mange, som laver dem ja, men jeg er overbevist om at der ikke er mange, der nyder det, jeg gør ikke da!.

Jeg kommer fra en 10. klasse, man kan vel kalde det et uofficielt sabath-år, der var næsten aldrig lektier, og hvis der var, så fik vi tid til at lave dem i timen, men nu hvor jeg er kommet på gymnasiet har tingene ændret sig en smule kan man roligt sige, lektier for til hver dag, det har der været det meste af vores grundforløb, men der har rent faktisk ikke været så mange afleveringer som jeg havde troet, jeg tror selv at det er fordi vi har haft vores to ”perioder” – Almen sprogforståelse og Naturvidenskab, de to har fyldt en del.

Men lige her op til ferien, så virker det som om at lærene har en eller anden form for slutspurt inden ferien, de smider den ene aflevering efter den anden, det er da pisse irriterende, men jeg giver ikke dem skylden, jeg giver AP og NV skylden, folk ved forhåbentligt at lærerne har deres pensum de skal igennem, og det har vi jo ikke kunne følge pga. AP og NV men stadig, nu er vi i julekarma ugen og vi fik en engelsk stil for i tirsdags og vi skal aflevere lørdag, vi lavede test i spansk, og der venter os endnu en test i matematik, jeg håber da at ordsproget ”what comes around, goes around” er sandt, for så tror jeg julekarmaen har en høne at plukke med et par lærere.

Jeg kunne forestille mig selv som lærer, jeg havde da nok gjort det samme, jeg ved godt at der er mange lærere, som godt kan lide den klasse de underviser, men det er stadig deres job at give den viden de har, videre til os, og hvis den eneste måde at gøre det på er igennem en masse afleveringer så er det sådan det er.

Jeg siger ikke at jeg er okay med at skulle lave en masse lektier og opgaver, men hvis det er det, der skal til, så bliver man jo nød til at acceptere det, jeg burde da ikke pive hvis jeg får en ekstra aflevering for, fordi det er i princippet en god ting, du lærer af at udføre arbejdet, men åhhh hvor jeg ikke gider!.

 

Christian Sejr

Vennekredse

Blog – vennekredse

 

Det er altid lidt specielt at starte i en ny klasse. Det er ikke altid, man lige klinger med hinanden i starten og måske tænker man, at dem man er startet i klasse med egentlig ikke virker særlig interessante. Det jeg har lært fra de gange jeg har startet i en ny klasse er, at man aldrig skal dømme folk på forhånd. Vi kommer alle sammen til det engang imellem, og når man gør, kommer man ofte hurtigt til at indse, at det var en fejl. For når man bruger så mange timer sammen med nogle bestemte mennesker, finder man hurtigt ud af, at man rent faktisk har nogle ting tilfælles. Det har jeg i hvert fald oplevet flere gange. Jeg føler, at næsten ligegyldigt hvilken gruppe mennesker man bliver slynget ind i, finder man nogle der faktisk er værd at holde fast i. Man finder også lynhurtigt ud af, hvem der ikke siger en så meget. Det man skal passe på med, er at overbevise sig selv om, at der ikke er nogle der er værd at lære at kende.

    Men hvad gør man med de venner man havde i forvejen, når en ny vennekreds bliver skabt? Jeg synes det kan være svært, at holde overblik over hvad der foregår i de forskellige vennekredse. Nogle gange er der et bestemt ord eller udtryk, der bare er super sjovt iblandt nogle venner, men som er totalt yt blandt nogle andre venner. Det kan også være lidt specielt, at se en af sine normalt udadvendte og selvsikre venner blive en helt anden person blandt andre. Og hvad gør man, hvis vennerne fra den ene vennekreds ikke bryder sig om de venner du har i en anden vennekreds? Jeg har ikke selv været i sådan en situation før, men jeg tænker da, at det helt bestemt er et muligt scenarie. Jeg kunne forestille mig, at det ville føre til et slags dobbeltliv. Det går jo ikke, så nogle gange bliver man nødt til droppe nogle venner, for at have det godt.

    Der er altid venner der bliver erstattet af nye venner. Om det er fordi det ikke kan fungere rent praktisk, om i har ændret jer som person eller om i har gjort noget utilgiveligt. Lige meget hvad, er der altid venner man skal sige farvel til og venner man skal byde velkomne. Jeg synes det vigtigste er, at ens venner gør en glad. Det er også vigtigt, at der er et venligt miljø i vennekredsene. Nogen gange kan folk være nedladende over for hinanden, selvom det ikke engang er det de har lyst til. Nogle gange udvikler miljøet sig bare på sådan en måde, at det bliver naturligt at være f.eks. nedgørende og mærkeligt ikke at være det.

Christian Holvad

   

  

Samfundsfags projekt

Samfundsfag

De sidste par samfundsfagsblokke har vi brugt på en slag miniprojekt. Vi startede projektet med at læse en artikel om 12-tals pigerne. 12-tals pigerne handler om at unge, især piger, i gymnasiet bliver stresset over de høje krav og at vi samfundsmæssigt løber alt for hurtigt og forventer alt for meget af os selv.
Vi blev derefter delt op i grupper og fik så til opgave at brainstorme om løsningsforslag til, hvordan vi kan hjælpe unge til en mindre stresset hverdag i gymnasiet. Vi kom med et par forslag per gruppe og derefter skulle vi vælge en idé, vi ville gå videre med til vores projekt. Der var mange foreslag, nogle bedre eller mere realistiske end andre. Nogle eksempler ville være sådan noget som en lektie fri skole, skoleuniformer eller mobilfrie timer.
I vores projekt skulle vi undersøge nogle statistikker via spørgeskemaer og undersøgelser. Vi havde bla. en dag hvor vi skulle have mørkt tøj på alle sammen og hvor vi skulle aflevere vores mobiltelefoner i starten af en blok og vi fik dem så tilbage efter spisefrikvarteret. Udfra vores brainstorm og vores undersøgelser, skulle vi så lave en fremlæggelse.

Der var en del ting der overraskede mig under dette forløb. Bla. synes jeg at det er skæmmende hvor afhængige samfundet er blevet af mobiltelefoner og sociale medier. Jeg siger ikke nødvendigvis at jeg selv er bedre, for det er jeg helt sikkert ikke, men jeg synes, at det er forkert, at det forventes af os at være på 24/7 og ikke have mulighed for at lukke ned og bare være tilstede i nuet.
Da jeg var i Tyrkiet med min familie, snakkede vi om, at der var utrolig mange turister der nærmest oplevede deres ferie igennem deres små mobilskærme. En ferie de måske har brugt mange måneder eller år på at spare sammen til. Det samme har jeg set, når jeg har været på festival. Til koncerterne er der altid nogen, der oplever hele koncerten igennem deres mobil. Og oplever man den så egentlig?
Jeg tror og jeg håber at dette projekt har sat tankerne i gang hos andre end mig, for jeg synes i hvert fald, at den måde vores generation oplever på, er en smule skræmmende.

Randers Regnskov

Randersregnskov

Jeg tror alle har brug for en pause fra den normale skoledag en gang imellem og i stedet lave ekskursioner el. som stadig er skolerelateret og ikke en fridag.

Det var derfor fedt, da vi i mandags startede på den sidste uge af vores NV forløb og var en tur i randersregnskov, som er et sted med stor relevans for hvad vi arbejdede med.
Dagen startede med at vi alle mødte op kl 8.30 på Aarhus hovedbanegård og tog derefter toget mod Randers.

Vi stod uden for Randers Regnskov ca. 9:45, og var derfor nødt til at vente til kl 10 før vi kunne komme ind. Da dørene så blev åbnet, mødte vi John, som var ham der skulle holde foredrag for os om regnskoven. John’s foredrag varede godt og vel en time og selvom foregik nogenlunde ligesom modulerne på skolen, synes jeg slet ikke at det føltes som et almindeligt modul, fordi vi befandt os i uvante rammer og bl.a. fik lov at se og røre en slange, hvilket ifølge mig gjorde dagen mere speciel.

Da John var færdig med sit foredrag, fik vi fri resten af tiden, indtil vi skulle hjem, så vi kunne komme igennem alle delene af regnskoven, hvilket var fedt, fordi vi ikke behøvede at tænke på noget specielt, men vi kunne bare have det sjovt med hinanden blandt dyrene.

Vi fik lidt at spise, og så var det ellers bare tilbage til Randers station og hjemad mod Aarhus, hvor vi så fik fri da vi ankom.

Personligt følte jeg det var dejligt for en gangs skyld ikke kun at være på skolen hele dagen, men i stedet være ude og opleve noget som alligevel var relevant for hvad vi lavede i det pågældende fag.
Det gjorde også søndagen lettere, fordi jeg ikke behøvede tænke på at lave mine lektier til mandag, men kun på hvad jeg skulle have med og på at være der til tiden.

Sådan nogle dage, med jævne mellemrum, tror jeg vil gøre underværker for elever, fordi du har en hel dag væk fra skolen, hvor du arbejder med ting som alligevel er skolerelateret, men ikke føles som det på samme måde som hvis man sad i et klasselokale og havde time.

Det kan selvfølgelig hurtigt også blive for meget med ture, med tanke på penge og at det godt kan blive lidt for sjovt
Men hjernen bliver ikke fyldt med informationer på samme måde som normalt, hvilket giver mere ro i hovedet, som jo er en god ting.

Benjamin

Frikvarter

Frikvarter

Frikvarter er den mest tiltrængte tid i skolen. Efter et moduls koncentration er det en lettelse for eleverne, at få en pause fra det faglige, så de kan være klar til næste modul. Kantinen er det travleste sted i frikvartererne, da næsten alle elever på hele skolen befinder sig der. Da vi ikke har noget fast klasseværelse, er kantinen det sted vi holder pause og er sociale.

I starten synes jeg, at frikvartererne var forvirrende. Der var en masse nye ansigter og man var et helt nyt sted, samtidig med at man skulle have undervisning i forskellige lokaler, næsten hvert modul, hvilket også var noget helt nyt.

Modulernes længde var også anderledes. Jeg har været vant til 60 minutters undervisning og 15 minutters frikvarter. Jeg kan personligt godt lide at vores moduler varer 90 minutter og vi så derefter har et langt frikvarter. De lange moduler giver os bedre mulighed for at fordybe os i det vi laver i undervisningen, og man kan også nå meget mere i pausen.

Da vi ikke har så mange forskellige fag, føles skoledagen heller ikke lige så lang og uoverskuelig.

Samtidig er der nogen der har en helt modsat mening. Der er nogen, der har svært ved at koncentrere sig i længere tid end 45 minutter af gangen, og derfor bruger den sidste halvdel af modulet, med at tænke på frikvarter. De går glip af en hel del af undervisningen og i deres tilfælde kommer de lange moduler ikke til deres fordel. De har ikke behov for et langt frikvarter, men i stedet flere korte.

De lange frikvarterer kan også være et problem for mange socialt.

Der er efterhånden blevet dannet grupper og selvom grupperne på nogen punkter kan være en nødvendighed, da det giver en slags tryghed, kan de samtidig også være et stort problem for nogen. Hvis man ikke er en del af en gruppe, kan de lange frikvarterer føles alt for lange. Man hører ikke til nogen steder, og det er svært at finde ud af hvad tiden skal bruges på. Det er derfor en glæde så snart næste modul er startet, da de føler sig som en del af et fællesskab under undervisningen.

Min konklusion er at jeg trives fint som det er, men dog formoder jeg at det ikke er alle der har det på samme måde.

- Anne

Introaften

I tirsdags var jeg til introaften på Marselisborg Gymnasie. Introaften er en aften, hvor forældre og elver i 1.g. bliver budt velkommen og får en introduktion til hvordan de næste tre år forventes at skulle forløbe. Aftenen startede ud med at vores rektor Arvid Bech, holdt tale om hvordan det er, at gå på Marselisborg Gymnasie og hvad der forventes af eleverne. Derefter samledes min klasse 1.es og vores forældre sig i et af klasselokalerne på første sal. Da alle havde fundet sig tilrette, præsenterede læreteamet sig. Klassens læreteam består af: vores spansk lærer Aud, vores engelsk lærer Hanne og vores fysik/matematik lærer Hanne. Dernæst fortalte nogle af elevere, inklusiv mig,  om hvad vi havde fortaget os den første tid her på gymnasiet og om vores introtur. 

Tilsidst blev vi delt ud i grupper, hvor forældre og elever fik tildelt nogle spørgsmål, som vi så skulle diskutere. Spørgsmålene indebar meget om, den sociale atmosfære i klassen og om vores faglige kompetencer. En af forældrene i min gruppe nævnte, at Arvid gennem hele sin tale henvendte sig til forældrene, og spurgte os så hvor meget og hvornår vi synes forældrene skulle indblandes i vores skolegang og vores sociale liv på skolen. Dertil havde ingen af os elever i gruppen et konkret svar og det har derfor efterfølgende fået mig til at tænke. Hvornår er det for meget, og hvornår er det for lidt indblanding?

Fra folkeskolen kender vi forældreaftener, skole-hjem samtaler og masser af andre arrangementer hvor forældrene er indblandet. Her på gymnasiet er det helt anderledes. Forældrene ser kun hinanden (mere eller mindre) to gange i vores gymnasie tid: til introaftenen i 1.g og til dimissionen i 3.g. Jeg kommer fra en folkeskole hvor forældrene gerne ville indblande sig så snart, der var mulighed for det, hvilket nogle gange kunne tage overhånd efter min mening. For så handlede det mere om deres egne behov frem for elevernes. Derfor synes jeg personligt egentlig meget godt om ideen med, at vi er mere selvstændige og at vi selv bør tage ansvar for vores skolegang, men selvfølgelig skal forældrene træde ind med hensyn til hvis der er problemer både socialt og fagligt med barnet. Alle elever når på et eller andet tidspunkt at fylde 18 år i deres gymnasie tid, hvilket juridisk set vil sige at man er voksen. Min konklusion er, at man skal huske at skelne mellem det at blande sig og det at støtte op omkring ens barns uddannelse og de mulige udfordringer, der måtte være forbundet med det. Derfor mener jeg, at forældrene selvfølgelig skal blande sig hvis der opstår problemer både omkring det sociale og det faglige, men så heller ikke mere end nødvendigt!

Af Anna 

At være online

Du sidder til time med din klasse. I sidder, og repeterer noget man skulle have læst fra dagen før. Du har selvfølgelig selv glemt at læse, det så du mister ligeså stille interessen for emnet mere og mere, indtil du giver op på at følge med. Med et enkelt klik fra touch padden har du forladt timen, og bevæget dig over til noget du interessere dig for.  

Alle føler nok sådan på forskellige måder engang imellem. At man ikke lige gider mere i dag, så man med vilje vælger at "zone out", og gemme sig bag sin computerskærm mens man håber på læren ikke lægger mærke til dig i løbet af timen. Andre gør det måske ikke med vilje, men har måske bare ikke mere overskud til at følge med.

Hvis bare man vælger at kigge rundt i klassen, er det nemt at forstå hvad jeg mener. Uanset hvilken klasse du er i, er der altid nogen på sociale medier eller andre underholdende hjemmesider. Er det så noget, man kan gøre noget ved? Ja til en hvis grænse er det muligt, at kontrollere hvorvidt elever bruger computeren til andre ting en skole. En lærer fra min klasse sagde, at det er umuligt at multitaske altså at lære og fordrive tiden på andre ting på samme tid. Hun sagde også at vi her på skolen, ikke ønsker at forbyde eleverne brug af ikke skole relateret hjemmesider, men i stedet lære dem at være voksne nok til selv at regulere hvorvidt det er en god ide at følge med i timen koncentreret.

Så hvorfor sidder vi og laver andet end at følge med i timen? Er vi ikke modne nok til at fravælge det? Vi bliver jo konstant, mindet om vi ikke er børn længere, og vi nu har mere ansvar for vores egen fremtid både fra forældre og lærer. 

Nogle voksne sagde også, at man skal hjælpe hinanden med at gøre opmærksom på hvad man sidder og laver i timen, men gider du være den person der prikker sine venner over skulderen for at bede dem om at lukke facebook ned og følge med i timen? Computeren er et værktøj som så mange andre, hvor effektivt du bruger den er op til dig.

Den første prøvelse i gymnasiet

Mange har nok været til en eksamen før, og mange kender nok til de følelser man har forinden. Inden man træder igennem døren og giver hånden til læreren og censor, kører der vildt mange forskellige følelser igennem din krop. Den største er dog nervøsitet.

Eller ja, det kommer jo an på personen. Men de fleste vil nok give mig ret i, at før en eksamen, får man lidt svedigere håndflader, en lidt mindre appetit og en krop der har det med at ryste af sig selv. Til gengæld vil man også gerne overbevise sig selv om, at det nok skal gå, samt at man intet har at være nervøs over. Om det hjælper er nok forskelligt for person til person, men i tirsdags tror jeg faktisk at adrenalinkicket hjalp.

Det er selvfølgelig AP eksamen, eller Almen Sprogforståelse Eksamen som det jo rent faktisk hedder, jeg refererer til.  Den der eksamen som stort set handler om ord, sætninger og latin.  Den eksamen alle 1.g’er på Marselisborg Gymnasium har frygtet den seneste uge. Nogle har valgt at bruge tiden på at læse op, hvorimod andre har valgt at følge udtrykket ’Take it as it comes’ med stor dedikation.

Men nu sidder du så uden for rummet og venter på, at det bliver din tur til at springe ud som ægte gymnasieelev. Sammen med eleven, der skal ind efter dig, sidder I og snakker om hvor nervøse I er. Er det så smart? Nej, det er det ikke! Det eneste man stort set får ud af det, er at man bare bliver endnu mere nervøs. Men som noget positivt indser man også, at man ikke er den eneste med den følelse.

Vi springer tyve minutter frem i tiden, og du sidder nu inde ved bordet over for lærerne. Det er her hvor alles eksamenshistorier går vidt forskellige veje. Jeg kan derfor ikke beskrive en normal eksamen for jer.

En ting min far ofte siger, når samtalen drejer om eksaminer, er; ”Hvis du bliver stillet spørgsmål, som du ikke kan svare på, ved du at det går godt”. Det gælder så bare lige om at få svaret rigtigt på de spørgsmål. Det er nemlig her, du får muligheden for at brillerer og få den store gevinst – den høje karakter.

Enten går man derfra med en undren over, hvorfor man var så nervøs, eller så går man derfra med en lettelse over at karakteren ikke kommer med i gennemsnittet. Uanset hvad er den første eksamen nu ovre og du er et skridt nærmere studenterhuen.

Agnete Schou