Frikvarter

Frikvarter

Frikvarter er den mest tiltrængte tid i skolen. Efter et moduls koncentration er det en lettelse for eleverne, at få en pause fra det faglige, så de kan være klar til næste modul. Kantinen er det travleste sted i frikvartererne, da næsten alle elever på hele skolen befinder sig der. Da vi ikke har noget fast klasseværelse, er kantinen det sted vi holder pause og er sociale.

I starten synes jeg, at frikvartererne var forvirrende. Der var en masse nye ansigter og man var et helt nyt sted, samtidig med at man skulle have undervisning i forskellige lokaler, næsten hvert modul, hvilket også var noget helt nyt.

Modulernes længde var også anderledes. Jeg har været vant til 60 minutters undervisning og 15 minutters frikvarter. Jeg kan personligt godt lide at vores moduler varer 90 minutter og vi så derefter har et langt frikvarter. De lange moduler giver os bedre mulighed for at fordybe os i det vi laver i undervisningen, og man kan også nå meget mere i pausen.

Da vi ikke har så mange forskellige fag, føles skoledagen heller ikke lige så lang og uoverskuelig.

Samtidig er der nogen der har en helt modsat mening. Der er nogen, der har svært ved at koncentrere sig i længere tid end 45 minutter af gangen, og derfor bruger den sidste halvdel af modulet, med at tænke på frikvarter. De går glip af en hel del af undervisningen og i deres tilfælde kommer de lange moduler ikke til deres fordel. De har ikke behov for et langt frikvarter, men i stedet flere korte.

De lange frikvarterer kan også være et problem for mange socialt.

Der er efterhånden blevet dannet grupper og selvom grupperne på nogen punkter kan være en nødvendighed, da det giver en slags tryghed, kan de samtidig også være et stort problem for nogen. Hvis man ikke er en del af en gruppe, kan de lange frikvarterer føles alt for lange. Man hører ikke til nogen steder, og det er svært at finde ud af hvad tiden skal bruges på. Det er derfor en glæde så snart næste modul er startet, da de føler sig som en del af et fællesskab under undervisningen.

Min konklusion er at jeg trives fint som det er, men dog formoder jeg at det ikke er alle der har det på samme måde.

- Anne

Introaften

I tirsdags var jeg til introaften på Marselisborg Gymnasie. Introaften er en aften, hvor forældre og elver i 1.g. bliver budt velkommen og får en introduktion til hvordan de næste tre år forventes at skulle forløbe. Aftenen startede ud med at vores rektor Arvid Bech, holdt tale om hvordan det er, at gå på Marselisborg Gymnasie og hvad der forventes af eleverne. Derefter samledes min klasse 1.es og vores forældre sig i et af klasselokalerne på første sal. Da alle havde fundet sig tilrette, præsenterede læreteamet sig. Klassens læreteam består af: vores spansk lærer Aud, vores engelsk lærer Hanne og vores fysik/matematik lærer Hanne. Dernæst fortalte nogle af elevere, inklusiv mig,  om hvad vi havde fortaget os den første tid her på gymnasiet og om vores introtur. 

Tilsidst blev vi delt ud i grupper, hvor forældre og elever fik tildelt nogle spørgsmål, som vi så skulle diskutere. Spørgsmålene indebar meget om, den sociale atmosfære i klassen og om vores faglige kompetencer. En af forældrene i min gruppe nævnte, at Arvid gennem hele sin tale henvendte sig til forældrene, og spurgte os så hvor meget og hvornår vi synes forældrene skulle indblandes i vores skolegang og vores sociale liv på skolen. Dertil havde ingen af os elever i gruppen et konkret svar og det har derfor efterfølgende fået mig til at tænke. Hvornår er det for meget, og hvornår er det for lidt indblanding?

Fra folkeskolen kender vi forældreaftener, skole-hjem samtaler og masser af andre arrangementer hvor forældrene er indblandet. Her på gymnasiet er det helt anderledes. Forældrene ser kun hinanden (mere eller mindre) to gange i vores gymnasie tid: til introaftenen i 1.g og til dimissionen i 3.g. Jeg kommer fra en folkeskole hvor forældrene gerne ville indblande sig så snart, der var mulighed for det, hvilket nogle gange kunne tage overhånd efter min mening. For så handlede det mere om deres egne behov frem for elevernes. Derfor synes jeg personligt egentlig meget godt om ideen med, at vi er mere selvstændige og at vi selv bør tage ansvar for vores skolegang, men selvfølgelig skal forældrene træde ind med hensyn til hvis der er problemer både socialt og fagligt med barnet. Alle elever når på et eller andet tidspunkt at fylde 18 år i deres gymnasie tid, hvilket juridisk set vil sige at man er voksen. Min konklusion er, at man skal huske at skelne mellem det at blande sig og det at støtte op omkring ens barns uddannelse og de mulige udfordringer, der måtte være forbundet med det. Derfor mener jeg, at forældrene selvfølgelig skal blande sig hvis der opstår problemer både omkring det sociale og det faglige, men så heller ikke mere end nødvendigt!

Af Anna