onsdag den 16. marts 2016

Almen studieforberedelse

Vi har før arbejdet med både NV og AP, som begge er mere konkrete og begge går inden for et specifikt emne. I AT-forløbet arbejder vi med forskellige metoder inden for to givne hovedfag. Ud fra vores forståelse for de tre faglige hovedområder, som er humaniora, det samfundsvidenskabelige og det naturvidenskabelige, skal vi bruge den viden, som vi har fået fra fagene til at belyse et emne og en problemstilling på. Til slut i forløbet afleveres en synopsis.
Dette AT-forløb var vores første ud af syv, hvor den sidste er en mundtlig eksamen. Ved dette første forløb, har vi langsomt opbygget en forståelse for AT-forløbets arbejdsform og vi bliver gradvist gjort klar til den mundtlige eksamen.

Vores to hovedfag i dette første forløb var historie og dansk, hvor de to overordnede emner enten var industrialiseringen eller sædlighedsfejden i 1800-tallet. For at få større indblik i de to emner, var vi på ekskursion, hvor vi besøgte kvindemuseet. Det var som, at blive bragt tilbage til 1800-tallet da vi trådte ind i den gamle sal på kvindemuseet. Loftet var malet med smukke motiver, og væggene fyldt med gammeldags mønstre. Besøget gav en god indgangsvinkel til arbejdet med de to overordnede emner.

På trods af, at jeg flere gange blev forvirret over hvad det færdige produkt skulle resultere i, endte vi med en synopsis, som jeg var tilfreds med. Jeg følte især, at det var træning i gruppearbejde, som var en central del af opgaven. Jeg syntes, at jeg lærte dem, jeg var i gruppe med bedre at kende, da vi var sat sammen i konstellationer på tværs af klassen. Det var godt at gruppen fik lov til at arbejde selvstændigt med opgaven, og at vi selv kunne vælge, hvordan vi ville disponere vores tid. Da vi ikke behøvede at blive på skolen for at lave synopsen, kunne vi arbejde hjemme hos hinanden, hvilket gav et tættere bånd i gruppen.

At skulle have seks AT-forløb, inden det endelige og afgørende AT-forløb i 3. G, lyder måske af meget. Da man har sat fag sammen tværfagligt i de forskellige forløb, er det egentlig en god mulighed for at få prøvet forløbet af. På den måde føler jeg mig også mere sikker når det virkelig gælder. Vi tager selvfølgelig forløbet meget mere alvorligt første gang, da vi trods alt er nybegyndere og lige skal lære at opstille en synopsis. Denne gang var jeg dog generelt mere fokuseret på at finde ud af hvordan synopsen skulle opbygges, hvilke elementer den skulle indeholde og hvad der i det store hele ville være gode ingredienser i den perfekte synopsis. Alt dette gjorde, at jeg forhåbentlig kan skrive den bedre næste gang, da jeg nu har fået erfaring. Samtidig bliver forventningerne til os bliver større, jo længere vi kommer i uddannelsen.

Idéen med at to fag bliver sat sammen er nyt for mig, men jeg synes det er interessant, at kombinere flere fag når man arbejder med et emne, da det giver flere angrebsvinkler. Det giver mig også et mere nuanceret indtryk af, hvad man kan bruge fagene til, og hvordan man på kryds og tværs sammensætter de to fag.


Vi har nu som klasse afsluttet et ud af de syv AT-forløb, der følger de kommende tre år. Hvis samarbejdet og strukturen bliver lige så god som i dette første forløb, kommer vi sandsynligvis nemt igennem de fremtidige udfordringer vi som klasse vil få, især fordi alle i klassen kan arbejde sammen, udvikle sig og gøre sit bedste.

Marie

Ingen kommentarer:

Send en kommentar