Cubansk Fællestime

Cubansk Fællestime

I det nordlige Caribien ca. 150 km fra det sydligste Florida ligger Cuba, en lille ø stat med finansielle vanskeligheder, en voldsom nabostrid i bagagen, og en hovedstad der emmer af musik, farver, glæde og gamle 50’er biler. En lille uge tilbage fik vi som klasse mulighed for at fornemme dette kontrastprægede land igennem musik og fortællinger fra en national musiker. Alle spansk klasser samlede sig i kantinen i 3. Lektion, og blev øjeblikkeligt taget med til et ø rige, man kun kan drømme sig til. Et foredrag holdt af en højskolelærer omkring hans oplevelser, satte rammen om et land, vi kun havde hørt om fra en krise i 60’erne i historiebøgerne. Hovedstaden Havana blev malet op i farver, musik og glæde og sat overfor endnu en krise i 90’erne, der fik økonomien så langt tilbage, at dem der kunne, søgte andetsteds hen.  

Musikken blev som sagt bragt af en national musiker, og jeg selv blev bragt tilbage til min barndom fyldt med spanske melodier, og prøvede at forestille mig havnepromenaden i Havana, med selvsamme musik og glade cubanere i farverigt tøj. Det var nok de færreste af os der helt forstod, hvad der blev sunget om, før der senere blev forklaret på engelsk, at sangene handlede om et liv præget af et ophold i fængsel, og at friheden blev fundet efter mødet med en præst.

 

Jeg har tit tænkt på hvordan det måtte være at fortælle om sit land og dertilhørende begivenheder, gode som dårlige. For os i kantinen blev det skildret ærligt og åbent og mulighed for spørgsmål til sidst. For Cuba er ikke, hvad det har været, der er en begyndende fremgang, men den er langsom.

Jeg selv har ikke haft fornøjelsen af at fortælle om Danmark endnu, jeg ville ikke engang vide hvor, jeg skulle begynde. Der er alt fra H.C Andersen, til velfærdsstat, til vores dårlige ry omkring at vi tager flygtningenes smykker. Jo, vores land har haft sine tragedier, men vi har ikke så meget at klage over. Vi har vores egne små grænser at tænke over, og hvis der skulle ske noget, har vi et ekstremt velhavende kontinent bag os. Én for alle og alle for én, i Cubas tilfælde blev det pludselig bare alle mod én, med en stærk modstander i nord og en nedkæmpet medspiller i vest. På trods af alt det, finder cubanerne stadig deres smil og rytmer frem i svære tider. Som om de ikke har noget at tabe.  Jeg forestiller mig dem som et folk med en livsglæde der ikke kan sammenlignes med os, selvom vi efter sigende skulle være det lykkeligste land i verden?

 

Fællestimen viste, at Cubanerne om nogen har formået, at kunne holde kampgejsten oppe selv i de sværeste tider. De har slet ikke givet op endnu, og jeg fornemmede en vis afslappethed hos musikeren omkring tunge emner som økonomi og politik. Man fik følelsen af, at det hele nok skulle gå.

Laura